Sag C-42/22, Autoridade Tributária e Aduaneira

Varer, som et forsikringsselskab erhverver i forbindelse med de skadestilfælde, som selskabet dækker, og som det ikke anvender i forbindelse med sin forsikringsvirksomhed, men i stedet for videresælger til tredjemand, i uforandret stand og uden at have anvendt dem, er ikke omfattet af anvenelsesområdet for artikel 136, litra a), i direktiv 2006/112.

De forenede sager C-18/05 og C-155/05 , Casa di cura privata Salus SpA og Villa Maria Beatrice Hospital Srl.

Domstolen fastslår, at det første sætningsled i artikel 13, punkt B, litra c) (nu momssystemdirektivets artikel 136, litra a) skal fortolkes således, at den fritagelse, det foreskriver, udelukkende finder anvendelse på videresalg af goder, der forudgående er erhvervet af en afgiftspligtig person til brug for en form for virksomhed, der er fritaget efter artikel 13 (nu momssystemdirektivets artikel 131-135), for så vidt som den indgående moms, der er erlagt ved den oprindelige erhvervelse af disse goder, ikke har givet ret til fradrag.

Dommen vedrører fortolkningen af 6. momsdirektivs artikel 13, punkt B, litra c) (nu momssystemdirektivets artikel 136, litra a), og af begrebet "afgiftspligtig videreforhandler" i direktivets artikel 26a, punkt A, litra e).

Spørgsmålene var forelagt for domstolen i forbindelse med en retssag for Vestre Landsret, hvor det omtvistede spørgsmål var både, om told- og skattemyndighederne efter 6. momsdirektiv og momsloven var afskåret fra at kræve, at sagsøger, Jyske Finans A/S, skulle opkræve moms i forbindelse med salg af brugte personbiler, når bilerne, der havde været anvendt af selskabet til momspligtig leasing, var købt af afgiftspligtige personer, der ikke havde deklareret moms af bilens pris, hvorfor selskabet ikke havde kunnet udøve nogen fradragsret i forbindelse med købet, og om sagsøger for at undgå betaling af moms var berettiget til at anvende særordningen for brugte varer mv.

EF-domstolen fastslår i dommen, for så vidt angår det første spørgsmål, at reglerne i direktivets artikel 13, punkt B, litra c), ikke er til hinder for, at sagsøger i hovedsagen for den nationale domstol efter momsloven er anset for pligtig til at betale moms ved videresalg efter endt leasing af de af sagen omhandlede brugte biler. For så vidt angår det andet spørgsmål henvises til afsnit D.A.18.2.

Højesteret bemærkede at EU-Domstolen i de forenede sager C-18/05 og C-155/05 (Salus og Villa Maria Beatrice Hospital) har taget stilling til artikel 13, punkt B, litra c, i sjette momsdirektiv. Momssystemdirektivets artikel 136, litra a, svarer til denne artikel. Efter dommens præmis 31 er det en betingelse for at være omfattet af bestemmelsen, at de videresolgte goder forudgående er erhvervet af en afgiftspligtig person til brug for en form for virksomhed, der er fritaget i henhold til artikel 13 (der svarer til momssystemdirektivets artikel 135), og at momsen ved denne erhvervelse er endeligt erlagt uden mulighed for fradrag heraf.

Højesteret fandt, at ML § 13, stk. 2, 1. led, ikke finder anvendelse ved forsikringsselskabers salg af forsikringskøretøjer, idet forsikringskøretøjerne ikke har været anvendt til brug for forsikringsvirksomhed efter § 13, stk. 1, nr. 10, og da der ikke beregnes moms i forbindelse med forsikringsselskabernes overtagelse af forsikringskøretøjer fra forsikringstagerne

Landsretten fastslog, at en automobilforhandlers videresalg af indbyttede biler ikke var momsfritaget i medfør af ML § 13, stk. 2, 2. led. Virksomheden havde taget bilerne i bytte fra privatpersoner i forbindelse med salg af andre biler til disse. Bilerne havde inden videresalget midlertidigt været stillet til rådighed for virksomhedens medarbejdere som firmabiler som led i en naturalaflønningsordning.

Landsretten fandt, at bilerne i hele virksomhedens ejerperiode reelt måtte anses for at have været til salg og indgik i virksomhedens varelager. Bilerne kunne derfor på intet tidspunkt anses for at være udtaget af virksomheden, hvorimod der som tjenesteydelse var udtaget det personalegode, at bilerne midlertidigt var stillet til rådighed for de enkelte medarbejderes private brug med en række begrænsninger, jf. ML § 5, stk. 2.

Landsretten bemærkede, at bilerne måtte anses for købt og solgt som led i den almindelige bilforhandlervirksomhed. Som udgangspunkt var virksomheden derfor i medfør af bestemmelsen i ML § 42, stk. 6, berettiget til momsfradrag for samtlige de udgifter, som virksomheden afholdt til reservedele, ekstraudstyr og klargøring af bilerne. Landsretten bemærkede videre, at virksomheden ikke havde godtgjort, at nogen af de afholdte udgifter alene blev afholdt som led i, at bilerne også var stillet til rådighed som firmabiler.

Da virksomheden derfor var berettiget til momsfradrag for sine udgifter til bilerne, og der således ikke havde  været tale om dobbeltbeskatning, kunne den "blandede" anvendelse af bilerne, som blev etableret ved, at de enkelte biler midlertidigt blev stillet til rådighed for medarbejderne som firmabiler, ikke føre til, at salget af bilerne var fritaget for afgift i medfør af ML § 13, stk. 2, 2. led.

Landsretten fandt endvidere, at den af virksomheden påberåbte praksis, herunder indholdet af Den juridiske vejledning, afsnit D.A.22.4.3 og D.A.22.12.2, ikke vedrørte situationer, der kunne sidestilles med omstændighederne i den foreliggende sag. Der forelå derfor ikke en klar og entydig praksis, der medførte, at Landsskatterettens afgørelse i den foreliggende sag måtte anses for en praksisændring.

SKM2023.478.LSR

Sagen angik, om en kommune kunne sælge en grund momsfrit. Landsskatteretten fandt, at kommunen drev selvstændig økonomisk virksomhed med salg af fast ejendom, og at kommunen ville handle i denne egenskab ved et salg af den omhandlede grund. Herefter fandt Landsskatteretten, at grunden skulle kvalificeres som en byggegrund, da grunden på overdragelsestidspunktet henlå i ryddet stand, var selvstændigt udmatrikuleret og måtte bebygges med boliger i overensstemmelse med lokalplanen. Det forhold, at kommunen fra ekspropriationen og frem til lejeaftalens ophør fortsatte den momsfritagne aktivitet med udlejning af grunden, bevirkede ikke, at et salg af grunden kunne ske uden moms efter ML § 13, stk. 2. Kommunen eksproprierede således grunden med henblik på byudvikling og salg, og grunden havde derfor ikke alene været anvendt i forbindelse med momsfritaget virksomhed som forudsat i ML § 13, stk. 2, første led, ligesom kommunens anskaffelse eller anvendelse af grunden ikke havde været undtaget fra retten til fradrag efter momslovens kapitel 9 som forudsat i bestemmelsens andet led. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens besvarelse af kommunens spørgsmål 1.

SKM2019.295.LSR

SKM2019.294.LSR

Landsskatteretten fandt efter en konkret vurdering, at selskabets salg af en lejlighed var fritaget for moms, jf. ML § 13, stk. 2. Landsskatteretten havde herved henset til, at lejligheden alene havde været anvendt i selskabets momsfritagne udlejningsaktivitet, ligesom selskabet ikke havde haft adgang til fradrag for moms ved anskaffelsen eller anvendelsen af lejligheden.

Landsskatteretten ændrer herved Skatterådets bindende svar SKM2016.289.SR og SKM2016.359.SR.

En grund, der var erhvervet som led i et byggeprojekt, der var en momspligtig aktivitet, kunne ikke sælges momsfrit. Landsskatteretten fandt ikke, at en midlertidig momsfri udlejning pga. markedssituationen kunne medføre et andet resultat.

Stadfæstelse af Skatterådets afgørelse i SKM2014.693.SR

Ejerne havde udlejet et sommerhus på et stort areal. Efterfølgende havde de nedrevet sommerhuset, foretaget byggemodning mv. og udstykket arealet.

Landsskatteretten fandt, at den "vare", der blev solgt ikke var sommerhuset, men en byggegrund. Da byggegrunden ikke havde været anvendt af ejerne i forbindelse med momsfritaget virksomhed, kunne salget ikke omfattes af ML § 13, stk. 2.

Stadfæstelse af Skatterådets afgørelse SKM2013.169.SR.

Afgørelsen er også beskrevet i D.A.3.1.4.2.1

Sagen vedrører en bilforhandlers salg af demo-biler mv. Nogle af bilerne havde forinden salget været udtaget med betaling af moms til anvendelse i forhandlerens virksomhed og indregistreret i dennes navn til demonstrationskørsel og virksomhedens egen ærindekørsel, jf. ML § 5, stk. 2.

Landsskatteretten fandt, at salget af bilerne kunne ske momsfrit efter ML § 13, stk. 2.

Spørger ejede en landbrugsejendom på 105.699 m2. Spørger havde som eneejer erhvervet Ejendommen pr. 1. august 2004 og ejede Ejendommen i personligt regi. Spørger havde i sin ejertid ikke selv anvendt Ejendommen. Ejendommen havde udelukkende været og var fortsat stillet til rådighed for X I/S. X I/S anvendte jorden til landbrugsdrift og udlejede bygningerne. Stuehuset udlejedes momsfrit, mens driftsbygninger udlejedes inklusive moms. Spørger havde i 2021 indgået en betinget købsaftale med en Køber i henhold til hvilken, Køber kunne erhverve en ubebygget del af Ejendommen.

Skatterådet kunne bekræfte, at Spørger 2's salg af ejendommen var momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 2, under forudsætning af, at Spørger 2 i sin ejerperiode indtil overdragelsen til køber, var blevet tilfaktureret momspligtige omkostninger, som Spørger ikke havde kunnet fradrage af den årsag, at omkostningerne havde haft en direkte og umiddelbar tilknytning til den momsfritagne udlejning.

Spørger ejede en landbrugsejendom på 105.699 m2. Spørger havde som eneejer erhvervet Ejendommen pr. 1. august 2004 og ejede Ejendommen i personligt regi. Spørger havde i sin ejertid ikke selv anvendt Ejendommen. Ejendommen havde udelukkende været og var fortsat stillet vederlagsfrit til rådighed for X I/S. X I/S anvendte jorden til landbrugsdrift og udlejede bygningerne. Stuehuset udlejedes momsfrit, mens driftsbygninger udlejedes inklusive moms. Spørger havde i 2021 indgået en betinget købsaftale med en Køber i henhold til hvilken, Køber kunne erhverve en ubebygget del af Ejendommen.

Skatterådet vurderede, at Spørger ikke kunne anses for at have stillet ejendommen vederlagsfrit til rådighed for interessentskabet. Der blev herved henset til, at interessentskabet betalte de til ejendommen hørende ejendomsskatter, renter og afdrag mv. Spørger måtte derfor anses for at have udlejet ejendommen mod vederlag til interessentskabet.

Skatterådet kunne på den baggrund bekræfte, at Spørgers salg af ejendommen var momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 2, under forudsætning af, at Spørger i sin ejerperiode indtil overdragelsen til køber, var blevet tilfaktureret momspligtige omkostninger, som Spørger ikke havde kunnet fradrage af den årsag, at omkostningerne havde haft en direkte og umiddelbar tilknytning til den momsfritagne udlejning.

Spørger påtænkte at overdrage et jordareal, når jordarealet havde skiftet status fra landzone til byzone.

Indtil 1. oktober 2020 havde arealet været anvendt til Spørgers momspligtige landbrugsdrift, hvorefter det overgik til momsfri bortforpagtning i henhold til ML § 13, stk. 1, nr. 8.

Skatterådet bemærkede, at overdragelsen måtte anses for levering mod vederlag, jf. ML § 8, stk. 1, hvorfor overdragelsen som udgangspunkt var momspligtig.

Henset til, at jordarealet blev til en byggegrund på tidspunktet, hvor jordarealet skiftede status fra landzone til byzone, måtte jordarealet imidlertid anses for udelukkende at være blevet anvendt til momsfritaget virksomhed på tidspunktet for overdragelsen. Overdragelsen var derfor momsfritaget, jf. ML § 13, stk. 2.

Sagen handler om salg af fast ejendom og om, hvorvidt Spørger kunne sælge et bortforpagtet areal momsfrit efter ML § 13, stk. 2.

Skatterådet bekræftede, at overdragelsen af et delområde, kunne ske momsfrit.

Sagen handler om salg af fast ejendom og om, hvorvidt Spørger kunne sælge dele af en matrikel momsfrit efter ML § 13, stk. 2.

Skatterådet bekræftede, at overdragelsen af et delområde, kunne ske momsfrit.

Lejligheder, der er sat til salg (momspligtig aktivitet) på tidspunktet for opgørelse af reguleringsbeløbet, og først udlejes det efterfølgende regnskabsår, kan ikke anses for at udgøre udlejningsejendomme, der vil kunne sælges momsfrit.

Lejligheder, der er opført med henblik på salg, men udlejes i samme regnskabsår, hvor de er færdiggjort, kan anses for at udgøre udlejningsejendomme, der vil kunne sælges momsfrit. Lejlighederne vil ikke være sat til salg (momspligtig aktivitet) på tidspunktet for opgørelsen af reguleringsbeløbet, og hele den fratrukne moms vil skulle berigtiges på én gang.

Sagen omhandler salg af fast ejendom - bortforpagtet landbrugsjord i landzone, som skifter status til en byggegrund i byzone.

Skatterådet bekræftede, at salg af matr. nr. XX kunne ske momsfrit jf. ML § 13, stk. 2.

Skatterådet bekræftede også, at spørgers optionspræmie på matr. nr. XX var momsfri.

Det fremgår blandt andet af begrundelsen at :

"Som nærværende sag er oplyst og i det omfang at lokalplanen vedtages/træder i kraft som forudsat og den momsfri bortforpagtning fortsætter indtil salget af matrikel XX har fundet sted, er det i lighed med SKM2016.254.SR, SKATs opfattelse, at den "vare", der vil blive solgt, ikke er bortforpagtet landbrugsjord, men en byggegrund.

I tiden fra den kommende lokalplans ikrafttræden til salget af arealet vil finde sted, vil spørger alene have anvendt det pågældende areal til momsfritaget udlejning, jf. ML § 13, stk. 1, nr. 8".

Skatterådet bekræftede, at et samlet salg af en udlejningsejendom, der udelukkende var udlejet uden moms, jf. ML § 13, stk. 1, nr. 8, kunne ske momsfrit ifølge ML § 13, stk. 2.

Afgørelsen er truffet efter en konkret vurdering af de faktuelle forhold, herunder at salget vedrørte et samlet salg af 2 bygninger opført i 3 etaper på samme matrikel, at opførelsen var sket med henblik på momsfri udlejning, at der ikke var taget fradrag for moms, at ejendommen ikke var opdelt i ejerlejligheder, at alle lejlighederne/boligerne var udlejet på tidsubegrænsede standardlejekontrakter, samt at køber ville videredrive ejendommen som udlejningsejendom.

Et areal, der først havde været anvendt i en momspligtig landbrugsbedrift og derefter havde været lejet ud uden moms, kunne sælges momsfrit efter ML § 13, stk. 2.

Ved vedtagelse af en lokalplan blev arealet udlagt til byggegrunde og havde derved ændret karakter. Da byggegrundene alene havde været anvendt til momsfri udlejning, kunne de sælges uden moms.

En fast ejendom, en børneinstitution, der udelukkende havde været udlejet uden moms, var ved salget omfattet af fritagelsen i ML § 13, stk. 2.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spørgers salg af ejerlejligheder, som havde været udlejet til boligformål, kunne ske uden moms. Det blev ikke anset for godtgjort, at ejendommene alene var erhvervet med henblik på udlejning.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at salg af byggegrunde, som havde været udlejet inden salget, var momsfritaget. Rådet tiltrådte, at den overordnede hensigt var at sælge grundene.

Salg af en byggegrund var momsfritaget efter ML § 13, stk. 2, idet byggegrunden alene havde været udlejet momsfrit inden salget. Dette ville i det konkrete tilfælde også gælde, hvis lejer ifølge lejeaftalen havde en forkøbsret.

Boliger kan ved salg være momsfritaget efter ML § 13, stk. 2, når de opføres med henblik på momsfritaget udlejning, når der i forbindelse hermed ikke er taget fradrag for moms, samt når boligerne er udlejet i henhold til lejeloven, og derved er omfattet af tidsubegrænsede lejeaftaler mv. Dette gælder også, hvis lejer ifølge lejeaftalen har en forkøbsret.

Boliger, der oprindeligt var opført med henblik på salg, og derefter overgår til ændret (momsfritaget) anvendelse, hvor boligerne lejes ud for herefter at blive solgt, anses ikke for alene at have været anvendt i spørgers momsfritagne virksomhed. Boligerne vil ved salg igen ændre anvendelse tilbage til den oprindelige momspligtige aktivitet - opførelse med henblik på salg - og salget vil derfor være momspligtigt.

En ejendom kunne sælges uden moms efter ML § 13, stk. 2, fordi sælger udelukkende havde anvendt den faste ejendom i forbindelse med momsfritaget udlejningsvirksomhed.

SKM2013.15.SR

Skatterådet bekræftede, at spørger ikke skulle betale moms af salget af et landbrugsareal, når arealet havde været bortforpagtet og udelukkende anvendt i momsfritaget udlejningsvirksomhed. Det havde i denne forbindelse ikke betydning, at arealet var blevet udmatrikuleret inden salget, idet spørger ikke herved fandtes at have taget sådanne aktive skridt mod en økonomisk udnyttelse af jorden gennem mobilisering af midler, der svarer til dem der anvendes af en producent, handlende eller tjenesteyder, at der forelå en ny økonomisk udnyttelse af arealet.

SKM2012.683.SR

Skatterådet bekræftede, at spørger kunne sælge de enkelte lejligheder i et ombygnings- og moderniseringsprojekt momsfrit efter ML § 13, stk. 2, når lejligheden var opført og havde været anvendt til udlejning til beboelse, og opførelse af lejlighederne således havde været undtaget fra retten til fradrag.

Skatterådet bekræftede, at dette gælder, selv om der indsættes en købsoption i lejeaftalerne, som giver lejeren en forkøbsret til lejligheden.

SKM2012.608.SR

Skatterådet bekræftede, at spørgeren kunne sælge en ejendom momsfrit efter ML § 13, stk. 2, idet spørgerens anskaffelse og anvendelse af ejendommen havde været undtaget fra retten til fradrag.

SKM2012.590.SR

Der skulle ikke betales moms af salg af en byggegrund, som var udstykket fra sælgers faste ejendom der udelukkende var anvendt til momsfri udlejning, jf. ML § 13, stk. 1, nr. 8.

SKM2007.17.SR

Skatterådet har afgivet et bindende svar til en handelsskole, hvoraf det fremgår, at der efter ML § 13, stk. 2, ikke skulle betales moms ved skolens salg af bærbare computere, efter at computerne havde været udlejet til skolens elever, fordi selve udlejningen til eleverne var momsfri som leverance i nær tilknytning til skolens levering af momsfri undervisningsydelser. Se afsnit D.A.5.3. Computerne ansås således kun for at have været anvendt til skolens momsfri virksomhed, og det efterfølgende salg kunne ske momsfrit efter ML § 13, stk. 2.