Indhold
Dette afsnit beskriver skatteprocenterne for de forskellige skattesubjekter og skatteobjekter.
Afsnittet indeholder:
- Fuldt skattepligtige
- Begrænset skattepligtige
- Kooperationsbeskattede
- Fondsbeskattede.
Fuldt skattepligtige
Indkomstskatten for selskaber og foreninger mv., der er hjemmehørende her i landet efter SEL § 1, bortset fra andelsforeninger, er x23,5 pct. (2015-niveau)x af den skattepligtige indkomst. Se SEL § 17, stk. 1.
Bemærkx
Selskabsskattesatsen sænkes gradvis fra 25 pct. til 22 pct., således at den udgør 24,5 pct. for indkomståret 2014, 23,5 pct. for indkomståret 2015 og 22 pct. for indkomståret 2016 og efterfølgende indkomstår.
Begrænset skattepligtige
Indkomstskatten for udenlandske selskaber og foreninger mv., der er begrænset skattepligtige efter SEL § 2, stk. 1, litra a, b og f, er x23,5 pct. (2015-niveau)x af den skattepligtige indkomst. Se SEL § 21.
Udbytter og afståelsessummer
Der betales en endelig skat på 27 pct. af udbytter og afståelsessummer, der er skattepligtige efter SEL § 2, stk.1, herunder udbytter mv., der går til et fast driftssted her i landet. Denne skat indeholdes efter KSL § 65 eller betales efter KSL § 65 A, stk. 1.
Arbejdsudleje
Indtægter ved arbejdsudleje er skattepligtige indtægter efter SEL § 2, stk. 1, litra e, og der skal betales en skat på 30 pct. af bruttoindtægten efter KSL § 65B.
Royaltyindtægter
Royaltyindtægter er skattepligtige efter SEL § 2, stk. 1, litra g, og skatten er på 25 pct. af den modtagne royalty efter KSL § 65 C, stk. 1.
Der kan fastsættes regler om, at der enten slet ikke skal indeholdes skat, eller at der skal indeholdes med en sats, der er mindre end 25 pct., hvis Danmark og den stat, hvor royaltymodtageren er hjemmehørende, i en DBO har aftalt, at royaltybetalinger fra kilder her i landet til modtagere i den pågældende stat ikke kan beskattes eller kun beskattes med en sats, der er lavere end 25 pct. Se KSL § 65 C, stk. 2.
Bruttobeskatning
Skatten på
- 27 pct. ved beskatningen af udbytter og afståelsessummer
- 30 pct. ved beskatning af indtægter ved arbejdsudleje og
- 25 pct. ved beskatning af royaltyindtægter
er en bruttobeskatning, så det modtagende selskab ikke får fradrag for udgifter i forbindelse med erhvervelsen af de pågældende indtægter, ligesom der ikke kan fradrages udgifter ved anden begrænset skattepligtig virksomhed.
Den skat, som betales af udenlandske selskaber, der er begrænset skattepligtige her til landet efter SEL § 2, stk. 1, nedsættes eller bortfalder, hvis Danmark har indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst med den stat, hvor det udenlandske selskab er hjemmehørende.
De befuldmægtigede i Danmark for selskaber med begrænset skattepligt efter SEL § 2, stk. 1, er medansvarlige for skattens betaling. Se SEL § 2, stk. 3.
Se også
Se også afsnit
- C.D.1.2.3.5 om beskatning udbytteindtægter hos begrænsede skattepligtige
- C.D.1.2.3.7 om beskatning af indtægter ved arbejdsudleje
- C.D.1.2.3.9 om beskatning af royaltyindtægter.
Kooperationsbeskattede
Skatten er 14,3 pct. af den skattepligtige indkomst for andelsforeninger omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 3, hvis indkomst opgøres på grundlag af foreningens formue. Se SEL § 19.
Skatten er dog x23,5 pct. (2015-niveau)x af indkomst, der er omfattet af SEL § 32 (CFC-indkomst), men det er samtidig bestemt, at der ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, der skal beskattes med 14,3 pct., ikke skal medregnes den del af andelsforeningens formue, som består af aktier i selskaber, der er omfattet af SEL § 32.
Skattepligtig formuetilvækst, som er nævnt i SEL § 5 B, stk. 4, beskattes ved udlodningen med 50 pct. dvs. ved overgang til anden beskatning en andelsbeskatning. Se SEL § 19, stk. 2.
Se også
Se også afsnit C.D.8.9 om andelsbeskatning.
Fondsbeskattede
Indkomstskatten for fonde og foreninger mv., som er omfattet af FBL § 1, er x23,5 pct. (2015-niveau)x af den skattepligtige indkomst. Se FBL § 11.