4. Medarbejderaktier og aktier erhvervet på grundlag af modtagne aktielønsordninger
Medarbejderaktier
Hvis du har fået tildelt medarbejderaktier gratis eller til favørkurs vil aktierne typisk være omfattet af reglerne i ligningslovens § 7 A eller ligningslovens § 7 H. Du kan dog godt have fået aktier, der ikke er omfattet af de nævnte regler.
Anskaffelsessummen, der skal indtastes, er forskellig afhængig af, hvilken ordning aktierne er tildelt efter. Hvis du er i tvivl om hvilke regler dine aktier er tildelt efter, bør du undersøge dette nærmere, eksempelvis ved at læse aftalen du har indgået med din arbejdsgiver. Det bemærkes, at anvendelse af ordninger omfattet af ligningslovens § 7 A og § 7 H kræver attestation fra revisor eller advokat.
Båndlagte medarbejderaktier, omfattet af Ligningslovens § 7 A
Har du fået aktier, uden du har betalt for dem (gratisaktier), er anskaffelsessummen der skal indtastes, den handelsværdi aktierne havde på tildelingstidspunktet.
Har du købt medarbejderaktier til favørkurs, er anskaffelsessummen der skal indtastes, det beløb du faktisk har betalt for aktierne.
Har du købt medarbejderaktierne før 31.12.2005, kan de, hvis de var under visse beløbsgrænser, være omfattet af den skattefri beholdning. Læs mere her.
Medarbejderaktier, omfattet af Ligningslovens § 7H
Har du fået aktier uden du har betalt for dem, er anskaffelsessummen der skal indtastes, 0 kr.
Aktier, købt til favørkurs. Har du købt medarbejderaktier til favørkurs, er anskaffelsessummen der skal indtastes, det beløb du faktisk har betalt for aktierne.
Har du købt medarbejderaktierne før 31.12.2005, kan de, hvis de var under visse beløbsgrænser, være omfattet af den skattefri beholdning. Læs mere her.
Aktier, der ikke er omfattet af ovennævnte regler
Har du modtaget/købt aktier, der ikke er omfattet af ovennævnte ordninger, var du skattepligtig af din "besparelse" på det tidspunkt, hvor du erhvervede endelig ret til aktierne. Er aktierne erhvervet på grundlag af en købe- eller tegningsret, der var omfattet af Ligningslovens § 28, var du skattepligtig på det tidspunkt, hvor du udnyttede købe- eller tegningsretten. Din anskaffelsessum, der skal indtastes, er den værdi du blev beskattet af med tillæg af det beløb du evt. har betalt for aktierne.
Har du købt medarbejderaktierne før 31.12.2005, kan de, hvis de var under visse beløbsgrænser, være omfattet af den skattefri beholdning. Læs mere her.
Aktier købt på grund af køberetter (optioner)/tegningsretter (warranter)
Anskaffelsessummen for aktier købt på grund af købe/tegningsretter behandles forskelligt afhængig af, hvilke regler købe/tegningsretterne er omfattet af. Ved indgåelsen af aktielønsaftalen kan det, mellem dig og din arbejdsgiver, være aftalt at købe/tegningsretterne skal være omfattet af ligningslovens § 7 A eller § 7 H, der i begge situationer er gunstige for dig.
Hvis du er i tvivl om, hvilke regler dine købe/tegningsretter er tildelt efter, bør du undersøge dette nærmere, eksempelvis ved at læse aftalen du har indgået med din arbejdsgiver. Det bemærkes, at anvendelse af ordninger omfattet af ligningslovens § 7 A og § 7 H kræver attestation fra revisor eller advokat.
Hvis dine købe/tegningsretter der lå til grund for dit aktiekøb, ikke var omfattet af ovennævnte regler, har du været skattepligtig af stigningerne enten på købs/tegningstidspunktet (ligningslovens § 28) eller for køberetter eventuelt løbende efter et lagerprincip (andre ordninger).
Aktier købt/tegnet. Betingelserne, i ligningslovens § 7 A eller § 7H, er opfyldt
Aktier du har erhvervet på grundlag af en købe/tegningsret, omfattet af disse regler, anses for at være anskaffet for det beløb, du har betalt for aktierne. Det er dette beløb du skal indtaste som anskaffelsessum.
Aktier købt/tegnet. Betingelserne i ligningslovens § 7 A eller § 7H er ikke opfyldt
Anskaffelsessummen, der skal indtastes, kan opgøres således:
| Samlet beløb, du er blevet beskattet af på aktiekøberetten/tegningsretten enten løbende eller i forbindelse med købet/tegningen af aktierne |
125.000 kr. |
| Din egen betaling i forbindelse med køb/tegning af aktierne |
100.000 kr. |
| Samlet anskaffelsessum for aktierne, der skal indtastes |
225.000 kr. |