►Med virkning fra indkomståret 1999 findes hjemlen for◄ kontantværdiansættelse af overdragelsessummer ►i AL § 45 og EBL § 4. ◄ ►Ligningsrådet har i TSS-cirk. 1998-32 fastsat vejledende retningslinier for omregning til kontantværdi. ◄Der foretages kontantværdiansættelse af overdragelsessummer for bygninger m.v., driftsmidler og skibe, ombygninger og særindretninger af lejede lokaler samt visse formuegoder, godtgørelser og vederlag. Omregningen sker efter kursværdierne på overdragelsestidspunktet ved at ►den kontante del af anskaffelsessummen henholdsvis salgssummen lægges sammen med kursværdien af aktivets gældsposter, jf. AL § 45, stk.1.◄  ►Punkt 4 til 6 i TSS-Cirk. 1998-32 regulerer kontantantomregning af fordringer og gæld. Værdiansættelsen er hidtil sket på baggrund af Told- og Skattestyrelsens tabelmateriale om kursværdier, som udarbejdes kvartalsvis. Dette tabelmateriale er for indkomståret 1999 og fremefter alene af vejledende karakter, ◄se for 1999, ►TfS 1999, 120, TfS 1999, 327, TfS 1999, 592 og TfS 1999, 844. Kontantværdiansættelse skal fremover ske efter et skøn under hensyntagen til de konkret foreliggende omstændigheder.◄ 
Ved overdragelse mellem en person og et selskab m.v. og mellem selskaber, hvor den ene part har bestemmende indflydelse på den anden parts handlemåde, skal kursansættelse af fordringer og gæld foretages under hensyn hertil. Det er eksempelvis tilfældet, når der handles mellem en hovedaktionær og et selskab, idet parterne er interesseforbundne og hovedaktionæren har et indgående kendskab til og indflydelse på selskabets forhold, og idet gældsbrevet ikke er bestemt til overdragelse. Den hidtidige praksis med hensyn til kursansættelse af gælds- eller pantebreve udstedt i forbindelse med omdannelse af en personlig virksomhed til et selskab gælder således fortsat, se i øvrigt E.C.1.1.4.  Kursværdien vil efter hidtidig praksis ikke kunne sættes lavere end  kurs 80. Når der henses til renteniveauet i samfundet, da denne praksis opstod, må det antages, at kursværdien på tilsvarende fordringer i dag kan overstige kurs 80.  Højesteret har i 2 domme af 3. dec. 1984, skd. 73.293 og 295 (TfS 1984, 582 og TfS 1984, 586) godkendt kurs 80 på gældsbreve udstedt ved virksomhedsomdannelser til handelsværdier.
Ved afgørelserne har Højesteret henset til, at omdannelsen af den personlige virksomhed til et selskab, hvori omdanneren var eneanpartshaver, skete på vilkår, som omdanneren selv kunne fastsætte med hensyn til størrelsen af den kontante udbetaling, afvikling af resttilgodehavendet og eventuel sikkerhed herfor. På den baggrund udtalte Højesteret, at skattemyndighederne ikke findes alene at være bundet til at lade værdiansættelsen bero på de nærmere vilkår i gældsbrevet, men at det må tillægges afgørende betydning, at kreditor som følge af retsforholdets særlige karakter havde indgående kendskab til og indflydelse på selskabets forhold, og at gældsbrevet ikke var bestemt til overdragelse.
 I TfS 1995, 456 (ØLD) fandtes standardkurs 80 ikke anvendelig ved fastsættelsen af kursen på 2 gældsbreve, som blev udstedt i forbindelse med en virksomhedsoverdragelse til et nyt selskab, hvori det sælgende selskab besad 50 pct. af kapitalen. Sagen blev hjemvist til ligningsmyndighederne til fornyet behandling.
 Landsretten ændrede en interessents kursansættelse fra 50 til 80 på et gældsbrev modtaget som vederlag for goodwill i forbindelse med omdannelse af et revisionsfirma til et aktieselskab. Landsretten henviste til, at de 5 stiftere af aktieselskabet havde haft klart sammenfaldende interesser i at opnå skattemæssige begunstigelser ved selskabsomdannelsen, og i at pantebrevene blev indfriet, TfS 1993, 521 (ØLD).
►Om kontantværdiansættelse efter reglerne i AL og EBL henvises i øvrigt til afsnit E.I.2.3.