Indhold

Dette afsnit beskriver overgangsreglerne i § 55 i lov nr. 718 af 25. juni 2010, Lov om ændring af konkursloven og forskellige andre love (Rekonstruktion m.v.).

Afsnittet indeholder

  • Betalingsstandsning anmeldt eller afgørelse om konkurs udsat inden den 1. april 2011
  • Begæring om åbning af tvangsakkordforhandling indgivet inden den 1. april 2011
  • En verserende insolvensbehandling efter de tidligere regler blokerer for fordringshavers begæring om rekonstruktionsbehandling
  • Bevarelse af fristdag
  • Øvrige regler

Betalingsstandsning anmeldt eller afgørelse om konkurs udsat inden den 1. april 2011

En anmeldelse af betalingsstandsning eller udsættelse af afgørelsen om konkurs i medfør af KL § 24 inden lovens ikrafttræden bevarer sine virkninger efter lovens ikrafttræden. Uanset 1. pkt. kan en betalingsstandsning eller en udsættelse af afgørelsen om konkurs ikke forlænges efter lovens ikrafttræden. Se § 55, stk. 2.

Begæring om åbning af tvangsakkordforhandling indgivet inden den 1. april 2011

Begæringer om åbning af tvangsakkordforhandling, der er indgivet til skifteretten før lovens ikrafttræden, færdigbehandles efter de hidtil gældende regler. Se § 55, stk. 3.

En verserende insolvensbehandling efter de tidligere regler blokerer for fordringshavers begæring om rekonstruktionsbehandling

Begæring om rekonstruktionsbehandling kan ikke indgives af en fordringshaver, hvis skyldneren har anmeldt betalingsstandsning, afgørelsen om konkurs er udsat i medfør af konkurslovens § 24 i den hidtil gældende affattelse, eller skyldneren har indgivet begæring om tvangsakkordforhandling. Se § 55, stk. 4.

Bevarelse af fristdag

Ophører en betalingsstandsning, regnes dagen for anmeldelsen dog som fristdag, hvis skifteretten inden 3 uger efter ophøret modtager begæring om rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering. Fører en begæring om akkordforhandling ikke til stadfæstelse af tvangsakkord, regnes dagen for begæringens modtagelse dog som fristdag, hvis skifteretten, inden 3 uger efter at begæringen om akkordforhandling blev tilbagekaldt eller forkastet eller akkordforhandling ophørte, modtager begæring om rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering. Se § 55, stk. 5.

Øvrige regler

KL § 10 a, stk. 3, nr. 3, § 98, nr. 1, og § 200, stk. 1, nr. 3, finder anvendelse, når fristdagen ligger efter lovens ikrafttræden. Se § 55, stk. 6.

Konkurslovens § 10 a, stk. 3, nr. 5, som indsat ved denne lovs § 1, nr. 11, finder alene anvendelse for aftaler, der indgås efter lovens ikrafttræden. Se § 55, stk. 7.

Bestemmelsen indebærer, at den lovbestemte formodning for, at en aftale, hvorefter en fordringshaver står tilbage for de øvrige fordringshavere i tilfælde af konkurs, indebærer, at fordringshaveren også står tilbage for de øvrige fordringshavere i tilfælde af rekonstruktionsbehandling, kun gælder for aftaler, der indgås efter lovens ikrafttræden. Dette er ikke til hinder for, at en aftale indgået før lovens ikrafttræden om, at en fordringshaver står tilbage for de øvrige fordringshavere i tilfælde af konkurs, konkret fortolkes sådan, at den indebærer, at den pågældende fordringshaver også står tilbage for de øvrige fordringshavere i tilfælde af rekonstruktionsbehandling. For sådanne aftaler indgået før lovens ikrafttræden vil der blot ikke gælde nogen lovbestemt formodning herom.

Afbrydelse af forældelse kan ske efter de hidtil gældende bestemmelser i forældelseslovens §§ 17 og 20, hvis begæring om åbning af tvangsakkordforhandling er indgivet inden lovens ikrafttræden. Se § 55, stk. 8.

TL § 47 f, stk. 4, i den hidtil gældende affattelse finder også anvendelse efter lovens ikrafttræden. TL § 47 f, stk. 2, 1. pkt., som affattet ved ændringslovens § 5, nr. 2, gælder endvidere ikke, hvis pantsætteren ved indledningen af rekonstruktionsbehandling er undergivet reglerne i konkurslovens kapitel 2 i den hidtil gældende affattelse, eller hvis der er åbnet tvangsakkordforhandling. TL § 47 f, stk. 3, 1. pkt., gælder endvidere ikke, hvis pantsætteren ved indledningen af gældssaneringssag er undergivet reglerne i konkurslovens kapitel 2 i den hidtil gældende affattelse, eller hvis der er åbnet tvangsakkordforhandling. Se § 55, stk. 9.

Straffelovens § 283, stk. 1, nr. 2, § 300, nr. 3, og § 304, stk. 2, som affattet ved denne lovs § 11, nr. 1, 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse på forhandling om tvangsakkord. Se § 55, stk. 10.