Landsskatteretten er den endelige administrative klageinstans vedrørende afgørelser om skat mv. Landsskatteretten er organisatorisk placeret som en del af Skatteministeriet, men er uafhængig i sin sagsbehandling. Landsskatteretten kan således ikke ved tjenestebefaling pålægges at træffe en bestemt afgørelse i en konkret sag. Landsskatteretten er et nævn, og altså ikke en domstol.

Landsskatterettens forretningsorden, jf. bekendtgørelse nr. 974 af 17. oktober 2005, indeholder regler om Landsskatterettens organisation, afvisning af klager, sagsforberedelsen, rettens afgørelser, retsmøder, udfærdigelse af kendelser, tilbagekaldelse, genoptagelsessager, repræsentation, klageafgifter og offentliggørelse af rettens afgørelser. Om klagesagsbehandlingen i Landsskatteretten henvises til afsnit H.3.5.

SammensætningRetten er et kollegialt organ, der består af en retspræsident, et antal retsformænd, et antal retsmedlemmer samt 30 ordinære medlemmer, hvoraf Folketinget vælger 11 og skatteministeren udnævner 19 medlemmer. Blandt de medlemmer, som skatteministeren udnævner, skal der mindst være én repræsentant for henholdsvis erhvervslivet og lønmodtagerne. Mindst 11 af de medlemmer, som skatteministeren udnævner, skal være dommere, jf. SFL § 12, stk. 3. Herudover udnævner skatteministeren 4 særligt sagkyndige retsmedlemmer, hvoraf de 2 repræsenterer bilbranchen og de andre 2 Færdselsstyrelsen. Skatteministeren udnævner på samme måde suppleanter for disse medlemmer, jf. SFL § 12, stk. 4.

Landsskatterettens medlemmer skal herudover opfylde de almindelige habilitetsregler i FVL § 3.

Ifølge SFL § 13, stk. 2 kan retspræsidenten bestemme, at en kontorchef eller en fuldmægtig i Landsskatteretten kan deltage i afgørelsen af en klage.

Retspræsidenten kan i medfør af SFL § 13, stk. 3 desuden bestemme, at klager over visse nærmere angivne typer afgørelser, der er truffet af SKAT, kan afgøres uden medvirken af ordinære retsmedlemmer. Denne bemyndigelse til ud fra en konkret vurdering at henlægge klagesager til afgørelse af en af Landsskatterettens embedsmænd er primært tænkt anvendt på de klagesagstyper, der tidligere blev afgjort af told- og skatteforvaltningen. Der henvises til bekendtgørelse nr. 1262 af 24. oktober 2007.

Møder og afstemningLandsskatterettens afgørelse træffes på grundlag af en skriftlig votering eller på grundlag af en mundtlig votering i et retsmøde. I en afgørelse skal normalt deltage mindst 3 retsmedlemmer, heraf skal mindst én være retspræsidenten eller en retsformand, og mindst 2 skal være valgt af Folketinget eller udnævnt af skatteministeren. I tilfælde af stemmelighed er retspræsidentens stemme afgørende, jf. SFL § 13, stk.1. Afvisning af en indkommet klage eller afgørelse om genoptagelse efter SFL § 46 af en påkendt klage træffes dog af retspræsidenten, en retsformand eller en kontorchef i Landsskatteretten, jf. SFL § 13, stk. 4.

ProtokolDer føres protokol over retsmøder i Landsskatteretten, jf. forretningsordenens § 16. Protokollen skal indeholde følgende:

• dato og klokkeslet for mødets begyndelse og afslutning
• identifikation af sagen
• afgørelsen af sagen
• oplysning om hvem der var til stede under behandlingen af sagen
• evt. mindretalsvota og begrundelserne herfor
• evt. afgørelser vedrørende et retsmedlems inhabilitet

Landsskatterettens opgaverLandsskatterettens virksomhed er opregnet i SFL § 11, stk. 1. Landsskatteretten behandler klager over SKATs afgørelser, bortset fra afgørelser om forskudsregistrering som nævnt i SFL § 5, stk. 1, nr. 1. Endvidere behandler Landsskatteretten klager over Skatterådets afgørelser, skatteankenævnenes afgørelser efter SFL § 5, stk. 2 - 10 samt vurderingsankenævnenes og motorankenævnenes afgørelser. Landsskatteretten afgør også sager, som skatteministeren har indbragt for Landsskatteretten efter SFL § 40, stk. 2 , dvs. afgørelser, som er truffet af Skatterådet, og som indeholder en stillingtagen til et EU-retligt spørgsmål. Endelig afgør Landsskatteretten klager, der efter anden lovgivning er henlagt til Landsskatteren, jf. SFL § 11, stk. 3.

I sagen SKM2009.280.LSR afviste Landsskatteretten at behandle en klage over en afgørelse af privatretlig karakter, da de fandt, at de ikke var rette klagemyndighed.

Skatteministeriet var ikke afskåret fra domstolsprøvelse af et spørgsmål om afskrivning på finansieringsudgift, idet det blev lagt til grund, at der var tale om et skattespørgsmål, som Landsskatteretten havde taget stilling til, og idet det blev lagt til grund , at Landsskatteretten ikke herved havde overskredet sin kompetence efter SFL § 45, stk. 1, selv om klageren havde fået medhold for så vidt angår dette spørgsmål i skatteankenævnet og derfor ikke havde ønske om, at Landsskatteretten tog spørgsmålet under påkendelse, jf. SKM2009.522.ØLR

Både klager og Skatteministeriet har adgang til at få prøvet Landsskatterettens afgørelse ved domstolene, jf. SFL § 48 og § 49 og afsnit I. Om klagevejene henvises i øvrigt til afsnit H.

Genoptagelseskompetence Landsskatteretten kan genoptage sin egen afgørelse efter anmodning fra klageren, jf. SFL § 46, stk. 1. Dette kræver dog, at der forelægges oplysninger for Landsskatteretten, som ikke tidligere har været fremme under sagen, uden at dette kan lægges klageren til last, og det skønnes, at de nye oplysninger kunne have medført et væsentligt andet udfald af sagen, hvis de havde foreligget tidligere. I sagen SKM2008.828.BR blev der taget stilling til, at det ikke var en ny oplysning, at SKAT i en udtalelse havde erklæret sig uenig i Landsskatterettens tidligere begrundelse.

En lageropgørelse sammenholdt med øvrigt materiale samt en vidneforklaring var en ny oplysning, som efter rettens skøn kunne have medført et væsentligt andet udfald af afgørelsen, hvis de havde foreligget tidligere, hvorfor Landsskatteretten blev pålagt at genoptage afgørelsen, jf. SKM2009.655.BR  

En afgørelse skulle ikke genoptages i Landsskatteretten, da det kunne lægges klageren til last, at de nye oplysninger ikke var blevet forelagt Landsskatteretten, inden denne gang første gang traf afgørelse i sagen, SKM2009.329.ØLR

Efter SFL § 46, stk. 2 kan Landsskatteretten, når ganske særlige omstændigheder taler derfor, se bort fra genoptagelseskriterierne i § 46, stk. 1. Se herom SKM2004.17.VLR og SKM2004.27.ØLR. Som eksempel kan også nævnes, at Landsskatteretten har afsagt en kendelse, der vedrører et spørgsmål, som samtidig verserer for domstolene, og hvor domstolsafgørelsen tilsidesætter hidtidig landsskatteretspraksis. Det forudsættes, at bestemmelsen administreres restriktivt, idet retsmidlet mod Landsskatterettens kendelser fortsat må være indbringelse for domstolene. Se f.eks. SKM2007.100.LSR, hvor det under den tidligere behandling i Landsskatteretten ikke var oplyst af klagerens repræsentant, at klageren på selvangivelsestidspunktet havde været ude for en ulykke. Da klagerens repræsentant havde været vidende om klientens ulykkestilfælde, var der ikke i forbindelse med anmodningen om genoptagelse i Landsskatteretten tale om ganske særlige omstændigheder. Forfølger en klager ikke sin opfattelse gennem indbringelse for domstolene, skal der foreligge særlige omstændigheder, der taler afgørende for at tillade genoptagelse, se fx TfS 2000, 816 LSR.

Det antages, at SFL § 46, stk. 2 giver hjemmel til, at Landskatteretten i et meget begrænset omfang kan give forhåndstilsagn om genoptagelse af afsagte landsskatteretskendelser, nemlig i tilfælde hvor klageren kan påvise, at der verserer en helt identisk sag for domstolene, således at udfaldet af dommen må antages at ville kunne lægges direkte til grund for den sag, der har været forelagt Landsskatteretten.

SKM2004.266.ØLR drejede sig om, hvorvidt sagsøgeren havde ret til genoptagelse af en sag for Landsskatteretten i henhold til et genoptagelsestilsagn. Da den retssag, som genoptagelsestilsagnet var betinget af, blev hævet af skatteyderen inden sagen blev domsforhandlet, fandt landsretten, at betingelsen for at genoptage sagssøgerens sag ikke var opfyldt. Skatteministeriet blev derfor frifundet.

PåkendelseskompetenceIfølge SFL § 11 er Landsskatteretten 1. klageinstans vedrørende klager over SKATs og Skatterådets afgørelser. SKATs afgørelser om forskudsregistrering af indkomst kan dog ikke påklages til Landsskatteretten, jf. herom SFL § 5, stk. 1, nr. 1.

Landsskatteretten er desuden 1. klageinstans i skatteankenævnenes afgørelser efter SFL § 5, stk. 1, nr. 2 - 10 og i vurderingsankenævnenes og motorankenævnenes afgørelser. For så vidt angår klage over en skatteankenævnsafgørelse fremgår det af SFL § 5, stk. 3, at hvis et skatteankenævn ikke har truffet afgørelse senest 3 måneder efter klagens modtagelse, kan sagen påklages til Landsskatteretten.

Endelig afgør Landsskatteretten klagesager, som er henlagt til Landsskatteretten efter anden lovgivning.

Landsskatteretten afgør endvidere sager, som er afgjort af Skatterådet, og som skatteministeren indbringer for Landsskatteretten, fordi sagen indeholder EU-retlige spørgsmål, som skatteministeren ønsker efterprøvet, jf. SFL § § 11, stk. 2 og § § 40, stk. 2.

Landsskatteretten kan, uanset klagens formulering, foretage afledte ændringer, jf. SFL § 45, stk. 1, dvs. ændringer, der er udtryk for en ændret retlig kvalifikation inden for rammerne af det faktum, der ligger til grund for klagen. I dommen SKM2009.522.ØLR er det lagt til grund, at begrebet "afledte ændringer" skal forstås i overensstemmelse med det begreb, der fremgik af den tidligere tilsvarende bestemmelse i skattestyrelsesloven, hvor der kunne ske ændring i det omfang ændringen "var en følge af klagen." Det var derfor ikke til hinder for prøvelse af Landsskatterettens fradrag for en udgift til erhvervelse af en K/S-anpart, at lige netop denne udgift ikke var omfattet af klagen til Landsskatteretten, idet nægtelse af dette fradrag var et led i opgørelsen af det samlede afskrivningsgrundlag for K/S-anparten.

En ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdi kan ifølge SFL § 41 påklages, når den klageberettigede mener, at der foreligger et eller flere af følgende forhold:

• spørgsmål om skattepligt efter lovgivningens regler om indkomstskat til staten,
• spørgsmålet om en skatteansættelse er ugyldig som følge af formelle fejl,
• spørgsmål om indkomsten eller ejendomsværdien er ansat forkert,
• spørgsmål om skatten er beregnet forkert, eller et til skatteberegningen knyttet tillæg, gebyr e.lign. er beregnet forkert eller pålagt med urette,
• spørgsmål om at skatteansættelsen er uvirksom, fordi det afledte skattekrav var forældet på tidspunktet for skatteansættelsens foretagelse og
• spørgsmål om underskud eller tab, der kun kan modregnes i skattepligtig indkomst fra kilder af samme art, som underskuddet eller tabet vedrører, er ansat forkert.

EjendomsvurderingLandsskatteretten afgør klager over Skatterådets og vurderingsankenævnenes afgørelser, jf. SFL § 11, stk. 1, nr. 2 og 4. Det drejer sig om spørgsmål, som vurderingsankenævnene har behandlet i medfør af SFL §§ 38 og 39, og om spørgsmål, som Skatterådet har behandlet i medfør af SFL § 2, stk. 2 eller 3, eller SFL § 33, stk. 3.

Landsskatteretten anses for kompetent til at behandle ethvert spørgsmål, som efter sin art kan indbringes for vurderingsankenævnene, herunder spørgsmål om, hvorvidt der skal ses bort fra klagefristen i SFL § 38, stk. 2.

Klage til Landsskatteretten kan indgives af den, der har en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i den påklagede afgørelse, jf. SFL § 40, stk. 1. For så vidt angår retten til at klage over en afgørelse, der kan påklages til vurderingsankenævn efter SFL § 8, nr. 1, dvs. afgørelser efter vurderingsloven, afgrænses kredsen af klageberettigede dog på samme måde som kredsen af klageberettigede til vurderingsankenævnene, jf. SFL § 38, stk. 1.

Er der klaget over en afgørelse som nævnt i SFL § 6, nr. 1, dvs. afgørelser efter vurderingsloven, kan SKAT indbringe andre afgørelser efter vurderingsloven vedrørende ejendommen, der er en følge af klagen, for Landsskatteretten, der påkender disse afgørelser i forbindelse med klagen. Det følger af SFL § 40, stk. 3.