Krav om direkte og entydige tilkendegivelserDet er dernæst en betingelse, at der er tale om en direkte, entydig og positiv tilkendegivelse. At tilkendegivelsen skal være direkte og entydig betyder dels, at den skal knytte sig til et specifikt behandlet spørgsmål, dels at en skattepligtig ikke uden videre kan støtte ret på, hvad en myndighed synes at have forudsat uden en mere direkte tilkendegivelse herom. Der kan henvises til SKM2006.674.VLR, hvor den skattepligtige havde modtaget en forhåndstilkendegivelse om, at der ikke skulle ske beskatning efter kursgevinstbeskatningsloven, hvorimod tilkendegivelsen ikke indeholdt noget om, at de opnåede kursgevinster som led i næringsbeskatning efter statsskattelovens §§ 4-6 skulle fradrages i den solgte ejendoms anskaffelsessum. Den skattepligtige kunne ikke støtte ret på tilkendegivelsen, fordi ligningsmyndigheden ikke var blevet spurgt om næringsbeskatningsvirkningen og ikke havde pligt til af egen drift at udtale sig om dette spørgsmål.

Se endvidere jf. TfS 1997, 414 HD. I denne sag havde ligningsmyndigheden tidligere afstået fra beskatning på grundlag af en spekulationsbetragtning, hvilket ikke var til hinder for, at der senere blev gennemført næringsbeskatning. Se tilsvarende SKM2002.312.ØLR, hvor en indkaldelse og gennemgang af bogføringsmaterialet ikke kunne tages som udtryk for, at kommunen havde taget stilling til, at et tab på debitorer var fradragsberettiget. Se endvidere TfS 1999, 405 ØLD, hvor der bl.a. blev lagt vægt på, at selv om ligningsmyndigheden havde taget stilling til den talmæssige opgørelse af resultatet af udlejningsvirksomheden, rummede dette ikke en samtidig anerkendelse af, at virksomheden havde erhvervsmæssig karakter. Tilsvarende SKM2002.126.LSR, hvor det blev lagt til grund, at ligningsmyndighedens tilkendegivelse alene drejede sig om beløbets størrelse og ikke tog stilling til i hvilket omfang, der var tale om repræsentationsudgifter. Endvidere kan henvises til SKM2001.407.LSR, hvor den momsmæssige behandling af et administrationsvederlag ikke indebar, at der med tilstrækkelig entydighed var tilkendegivet eller forudsat noget om den skattemæssige behandling af vederlaget. Endelig kan henvises til SKM2003.44.LSR, hvor den afgiftspligtige ikke kunne støtte ret på, at en region under et kontrolbesøg ikke havde korrigeret en afgiftsberegning. Det blev lagt til grund, at der ikke var sket en egentlig prøvelse af det pågældende spørgsmål, således at der ikke var tale om en tilstrækkelig direkte, entydig og positivt udmeldt tilkendegivelse.

Positive kontra negative tilkendegivelserAt en tilkendegivelse skal være positiv betyder, at skattemyndighedernes passivitet overfor et vedvarende selvangivet punkt ikke er til hinder for, at punktet korrigeres med tilbagevirkende kraft, alene med respekt af almindelige forældelsesregler. Der kan henvises til dommene TfS 1995, 505 ØLD, TfS 1997, 100 HD, TfS 1997, 331 VLD, TfS 1999, 555 ØLD, SKM2001.236.ØLD og SKM2002.201.VLR, hvor der i alle afgørelser er lagt udtrykkelig vægt på, at ligningsmyndighedens passivitet i forhold til den skattepligtiges selvangivelsesdispositioner ikke var udtryk for en positiv tilkendegivelse, hvorfor en adgang til at korrigere selvangivelserne alene var begrænset af de dagældende fristregler i skattestyrelsesloven. Tilsvarende SKM2002.524.VLR, hvor den skattepligtige som køber af en bygning ikke kunne støtte ret på, at den tidligere ejer havde afskrevet på bygningen. Og tilsvarende SKM2006.746.VLR, hvor sagsøgeren ikke fik fradrag for et næringstab, uanset at sagsøgeren gennem op mod 10 år havde selvangivet som næringsdrivende, uden reaktion fra ligningsmyndigheden. Se også SKM2009.467.VLR, hvor det ikke kunne lægges til grund, at godkendelse af nogle fradrag i tidligere indkomstår var led i en aftale eller lignende, hvorfor der ikke kunne støttes ret på den tidligere indrømmelse af fradrag. Se også SKM2009.39.ØLR, hvor skattemyndighederne under et besøg hos selskabet ikke havde konstateret, at flyrejseafgift i forbindelse med ankomst med flyvebåd ikke var håndteret korrekt. Selskabet kunne ikke støtte ret på sin egen håndtering, idet retten anførte, at "det ikke kan føre til en anden vurdering heraf, at skattemyndighederne ved en dyberegående gennemgang af det materiale, der dannede grundlag for opkrævningen af flyrejseafgiften, ville kunne have afdækket, at passagererne på katamaranfærgen af H1 blev anset for omfattet af bestemmelsen om afgiftsfritagelse for transferpassagerer." Endelig kan anføres SKM2009.397.BR, hvor der ikke var grundlag for en forventning om, at den skattepligtiges regnskab var godkendt, selv om skattemyndighederne gennem 2½ år intet foretog sig vedrørende det modtagne regnskab.