SSL indeholder ingen særlige regler om begrundelse i skatte- og afgiftssager.
Det betyder, at FVL kap. 6, der indeholder udførlige bestemmelser om kravene
til begrundelse, finder anvendelse i skatte- og afgiftssager.
Efter FVL § 22 skal en skriftlig afgørelse, der ikke giver en part medhold
fuldt ud, være ledsaget af en skriftlig begrundelse. Baggrunden for begrundelseskravene
er at give sagens parter et grundlag for at tage stilling til rigtigheden af afgørelsen.
FVL § 24 indeholder de nærmere regler om indholdet af begrundelsen.
Begrundelsen skal fremtræde som en forklaring på, hvorfor afgørelsen
har fået det pågældende indhold. Efter FVL § 24 skal begrundelsen
oplyse, hvilke retsregler afgørelsen er truffet efter. Henvisningerne skal
være præcise. Beror afgørelsen på en fortolkning af en
bestemmelse, bør der tillige redegøres for den anlagte fortolkning. En
henvisning til retsregler vil efter omstændighederne ikke være nødvendig,
hvis begrundelsen for forhøjelsen er, at de selvangivne dispositioner er uden
reelt indhold, jf. TfS 1996, 920 LSR.
I det omfang afgørelsen beror på et administrativt skøn, skal der
tillige oplyses om de hovedhensyn, der er lagt vægt på ved skønsudøvelsen.
Det er ikke tilstrækkeligt kun at henvise til den bestemmelse, der angiver
hovedhensynene for skønnet, jf. TfS 1996, 120 LSR, hvor en henvisning til SL
§ 4, stk. 1, litra b ikke fandtes at være tilstrækkelig til, at hovedhensynene
for en skønsbestemt fastsættelse af en fast ejendoms udlejningsværdi,
kunne siges at være angivet.
Er der ved afgørelsen kun lagt vægt på nogle, men ikke alle skønsmomenter
i en bestemmelse, skal begrundelsen angive, hvorfor der netop er lagt vægt
på disse momenter og ikke andre. Dette er særlig vigtigt, hvis de momenter,
der ikke er tillagt vægt, taler for en gunstigere afgørelse - set fra
partens synspunkt. Der skal endvidere om muligt henvises til praksis for administrationen
af skønsbestemmelsen, eventuelt med en kort redegørelse for den pågældende
praksis.
Navnlig reglen i FVL § 24, stk. 1, 2. pkt., om angivelse af de hovedhensyn,
der har været bestemmende for et administrativt skøn, har givet anledning
til problemer, idet der på skatteområdet forekommer talrige afgørelser,
der har skønsmæssig karakter, jf. TfS 1996, 779 LSR. I denne sag havde
den kommunale skattemyndighed forhøjet indkomsten med 100.000 kr. ud fra et
samlet skøn vedrørende værdi af løn, eget arbejde og mestersalær
uden at der var redegjort for, hvorledes dette skøn nærmere var fremkommet,
herunder på hvilket grundlag det var udøvet og skønnets fordeling
mellem de enkelte indkomstarter, der ikke havde et fælles opgørelsesgrundlag.
Da afgørelsen ikke angav de hovedhensyn, der havde været bestemmende for
skønsudøvelsen var forhøjelsen ugyldig, jf. FVL § 24, stk. 1,
2. pkt. Se tillige TfS 1996, 495 HRD og TfS 1996, 120 LSR.
Begrundelsen skal endvidere om fornødent kort oplyse om de faktiske omstændigheder,
der er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen, jf. FVL § 24,
stk. 2. Oplysning herom bør eksempelvis gives i følgende tilfælde:
- Sagens faktum er omtvistet eller uklart.
- Det fremgår ikke af sagsfremstillingen, hvilke af flere faktiske oplysninger,
der er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.
- Der er indbyrdes modstridende sagkyndige erklæringer i sagen.
Jo mere sammensat og kompliceret en sags faktiske omstændigheder er, jo større
er generelt behovet for at fremhæve de faktiske omstændigheder, der er
tillagt vægt ved afgørelsen.
I begrundelsen skal der endvidere tages stilling til partens relevante synspunkter,
hvis myndigheden ikke tidligere skriftligt har tilkendegivet sin bedømmelse
heraf overfor parten.
Generelt kan begrundelsens indhold i øvrigt begrænses, jf. FVL §
24, stk. 3, i det omfang partens interesse i disse oplysninger til varetagelsen
af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende
selv eller til andre private eller offentlige interesser. Dette vil især være aktuelt i sager med flere parter.
Begrundelsen bør fremgå af selve afgørelsen, eventuelt ved en præcis
henvisning til hvor begrundelsen kan findes, og begrundelsen skal samtidig fremgå
af den sagsfremstilling m.v., der følger med afgørelsen, jf. afsnit
A.H.6.5.
For
så vidt angår afslag på ansøgninger om bevilling antages det
i praksis, at begrundelseskravet lempes, således at det må anses for
tilstrækkeligt, at der i begrundelsen henvises til sædvanlig praksis eller
til, at den nødvendige dokumentation ikke foreligger.
Formålet med begrundelseskravet er, at en skatteyder skal kunne vurdere
afgørelsens rigtighed og dermed mulighederne for at opnå en ændret
afgørelse ved eventuel klagebehandling. Begrundelseskravet anses i praksis
for en garantiforskrift, hvis tilsidesættelse
normalt vil medføre, at afgørelsen bliver
ugyldig, jf. TfS 1996, 554 VLD. ►I en sag, hvor begrundelseskravet efter FVL § 24, stk. 2, ikke var opfyldt, men hvor LSR's efterfølgende fuldstændige begrundelse ikke var bestridt, fandt landsretten efter en konkret væsentlighedsvurdering ikke grundlag for at tilsidesætte afgørelsen som ugyldig, jf. TfS 1999, 132 ØLD.
◄