§ 11, stk. 7Følgende virksomheder/anlæg er fritaget for registrering:

  • Anlæg til forbrænding af klinisk risikoaffald.
  • Specielle anlæg til destruktion af farligt affald.
  • Anlæg til deponering af olie-, kemikalie- eller tungmetalforurenet jord og oprensningssedimenter.
  • Anlæg til deponering af jord fra afvaskning af roer.

§ 11, stk. 8 Det er en betingelse for registreringsfritagelsen, at det pågældende anlæg ikke modtager andet anvisningspligtigt affald.

§ 11, stk. 5Anvendelse af restprodukter fra kraftværker baseret på fossile brændsler eller biomasse i bygge- og anlægsarbejder er efter § 11, stk. 5, fritaget for registrering. Det er dog en forudsætning for registreringsfritagelsen, at anvendelsen af restprodukterne i bygge- og anlægsarbejder er miljøgodkendt enten efter en godkendelse udstedt efter kapitel 5 i miljøbeskyttelsesloven eller, at anvendelsen sker i henhold til regler udstedt med hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 19, stk. 5.

Jordtippe og lignende Jordtippe og lignende til ren jord, er ikke omfattet af registreringspligten. Det er en betingelse for fritagelsen, at der kun deponeres ren jord til fri anvendelse på pladsen. Det er dog tilladt at anvende rent sorteret bygningsaffald til anlæggelse af interimsveje (midlertidige køreveje).

For at kunne tilføres afgiftsfrit må bygningsaffaldet kun bestå af:

  • forsorterede, rene stenmaterialer
  • forsorterede, rene uglaserede teglmaterialer (mursten og teglsten)
  • forsorteret, rent beton.

Byggematerialerne må ikke indeholde rester af maling, lak eller andre forurenede stoffer. Træ og andet organisk materiale samt tjæreholdige materialer skal være fjernet, og der må ikke forefindes PCB-fugemasse eller rester fra skorstene eller lignende.

Det er endvidere en betingelse, at specialdepotet holdes fysisk adskilt fra et eventuelt registreringspligtigt anlæg. Der skal således oprettes særskilt tilkørsel til specialdepotet, og specialdepotet skal være adskilt fra et eventuelt registreringspligtigt anlæg med et hegn.

DriftsstopLejlighedsvis modtagelse af affald fra et registreret forbrændingsanlæg på grund af driftsstop udløser dog ikke registreringspligt for modtageren. Det er en betingelse, at affaldet ikke har kunnet afleveres til en anden registreret virksomhed, og at affaldet vejes og afgiftsberigtiges af det registrerede forbrændingsanlæg.

GenanvendelsesanlægEfter bekendtgørelsen om affald kan kommunen - udover at anvise affald til forbrænding eller deponering - også anvise affald til genanvendelse.

En forudsætning for, at genanvendelsesanlæg kan holdes uden for afgiftspligten er, at anlægget ikke er en integreret del af et deponi/forbrændingsanlæg. Hvis et genanvendelsesanlæg drives i tilknytning til fx et deponi, er det et ufravigeligt krav, at genbrugsmaterialet holdes skarpt adskilt fra det afgiftspligtige affald ved et hegn, og at der er særskilt tilkørsel til begge virksomheder.

Som genanvendelsessanlæg betragtes fx - ud over regulære genbrugsvirksomheder - følgende:

  • anvendelse af rent, sorteret bygningsaffald i bygge- og anlægsarbejder som defineret i bekendtgørelse nr 655 af 27. juni 2000 om genanvendelse af restprodukter og jord til bygge- og anlægsarbejder.
  • anvendelse af kompost til etablering af grøftekanter, parkanlæg og lignende under forudsætning af, at anvendelsen sker efter regler, der fritager anvendelse for miljøgodkendelse, eller at anvendelsen i sig selv ikke er godkendelsespligtig.
  • nedknusningsanlæg, dvs. anlæg, som modtager bygningsaffald og lignende til midlertidig opbevaring, indtil der er mulighed for at nedknuse affaldet til genanvendelige materialer.
  • sorteringsanlæg, dvs. anlæg, som modtager og sorterer affald.
Det er en betingelse for at acceptere anlægget som genanvendelsesanlæg, at opbevaringen på anlægget er af midlertidig karakter. Er opbevaringen af en sådan karakter, at der ikke længere er tale om midlertidig opbevaring, medfører det registreringspligt.